Brandsø Rundt
Søndag var der Brandsø rundt på programmet. Vi var 3 mand der skulle sejle båden til Middelfart, og der hente de 2 sidste besætninger. Vi drog af sted lige efter kl. 8 i håb om at få morgenmad i Middelfart. Vi blev klogere – der var lukket i kiosken, men heldigvis var der firma-DM, så vi fik lov at lave en doggy-bag med resterne af deres morgenbord. Det var bare godt at få mad indenbords. Vinden var nu ret så frisk – så da vi tog ud satte vi 1. reb i storsejlet. Stakkels Jan i Barracuda havde smidt storsejlet og havde en mand i masten – det så ikke helt godt ud. Vi sov selv i timen (igen) – da vi endelig satte fokken var den i kludder, og det tog for langt tid at få den op. Og så går 3-4 minutter hurtigt – så vi var vel omkring 5-6 for sent over stregen.

Brandsø Rundt

Vi skulle SB rundt om Brandsø – der var først et lille kryds for at komme ud, derefter var det en foran-for-tværs ned til Brandsø. Vi gik fint på det første lille kryds – men havde problemer så snart vi begyndt at falde af. Båden er meget lav, og med den sø der nu var, blev vi stoppet af bølgerne. Når farten gik af båden havde vi nu for meget sejl på – så vi kom aldrig rigtigt af sted. Vi forsøgte i 10-15 minutter – men besluttede så at vende om for at undgå at splitte båden ad.

Vinden var i vest, så vi tog storsejlet ned og drev af sted nordover på fokken. Lidt vind har der været, for vi loggede 17,4 knob som maks på fokken alene. Omkring 2 sm fra Skærbæk gav fokken op og revnede. Ærgerligt – men derudover var vi løbet næsten tør for benzin - så nu var vi lidt på den. Vi sejlede så godt vi kunne for masten alene – halvvind er fint, men det er svært at gå højde. Da vi var så tæt vi kunne komme satte vi motoren på, vi gik ind i fiskerihavnen – her er der plads til at vende rundt hvis benzinen skulle løbe tør lige i havnehullet. Heldigvis fik vi båden ind uden problemer.

Der blev hentet benzin, og pakket sejl, og så gik turen mod basen i Kolding.

Brandsø blev vundet af Quorning i 920’eren og Slam satte ny omsejlingsrekord med 1.19. Tillykke med det – flot at holde fuld skrald på i det rå vejr.


Udskrevet fra http://starsandstripes.dk d. 22. Januar 2018  10:54:19