Als Rundt
Holdet til turen rundt om Als i år bestod af Jesper, Niko, Rasmus, John og skipper Jørgen. Båden blev sejlet ned fra Kolding fredag eftermiddag – desværre nåede den ikke under broen, og blev fortøjet på den forkerte side. Vi havde lånt en Bavaria 39 til at overnatte i – herlig luksus i forhold til ”kahytten” (som er et rum på 40 x 40 x 60 cm) på ScanNet katamaranen.

Als Rundt

Efter at have fået morgenmad tog vi over til båden – og erfarede at broen har timedrift, og næste åbning ville være 7 minutter før vi skulle i start. Dumt at starte en sejlads på den måde. Vi forsøgte ihærdigt at komme i kontakt med brovagten – uden resultat. 10 minutter før åbningen satte vi storsejl så vi var klar, og straks vi var igennem fik vi sat fokken så vi kunne komme ud til linien så hurtigt som muligt. Vi missede starten med 4 minutter, og var allerede et godt stykke bag Angel (VX40 katamaranen). Angel skulle have sejlet Færder Race, men var nødt til at vende om ved Grenå pga. hårdt vejr. Herligt at de så kom til Sønderborg så vi havde en hurtigt båd af sejle imod.

Vi havde undervurderet hvor meget vind der stod –og havde alt for meget storsejl på. Det var umuligt for os at sejle halvvind – den store kappe forårsager, at læ skrog blive begravet med risiko for at tippe helt rundt. Vi burde rebe ned, men vurderede at vi ville tabe mere ved det, end at sejle forkert kurs. Vi gik nu dybere end rigtig kurs. Efter at have passeret Kegnæs var kursen mere plat-læns, og vi kunne krydslænse ud mod Gammel Pøl. Ved rundingen derude var Angel nu 8 minutter foran – vi havde altså tabt 4 minutter.

Efter Gammel Pøl gik det nu nordover på foran for tværs i ret så frisk vind. Vi gik hurtigt op gennem feltet af kølbåde, og snart var vi alene – kun med Angels sejl foran os. Vi kunne holde ind til Fynshav – og ud for Fynshav blev Angels røde farve mere og mere tydelig. De lå lidt længere i søen end os – så vi gik ret tæt på land hvor der stadig var vind. Inden Angel rigtigt fik gang i båden igen kunne vi tydeligt se deres sejlmærker – herligt at have indhentet dem. Det passe os fint med let luft – i den slags vejr er der godt muligheder for at sejle fra Angel.

Straks efter Fynshav fik vi kærligheden at føle –i løbet af ingen tid friskede det så meget op, at vi straks gik i gang med at rebe – vi satte faktisk to reb i med det samme. Angel gik stadig med fulde sejl, så de trak fra os under den operation. Nu var det bidevind op mod nordspidsen af Als. Vi begyndte at slå under land for at få lidt bølgelæ, og for at lægge os et andet sted på banen end Angel. Da vi var helt oppe nord for Als gik Angel i gang med at rebe, og vi hentede tydeligt ind på dem igen. Det så ud som om de opgav – de fortsatte i hvert fald med fuldt storsejl. Vinden stod nu lige i næsen for at komme ind mod Als fjord. Vi fik et par byger hen over os med rigtigt meget vind – i den sidste valgte vi at smide fokken for at undgå at blæse den i stykker. (Vi hørte senere fra Angel, at de have smidt storsejlet helt et par gange i disse byger).

På vej ind i Als fjord døde vinden mere og mere – og idet forliget i fokken var blevet beskadiget af den hårde vind valgte vi blot at forsætte på det rebede storsejl alene. Da vi kunne se ind i Als sund kunne vi se, at vinden var helt væk derinde, og vi fik rebet ud og fik sat fokken igen (i håb om at ville hold til den lette vind).

Vi slog et kryds i Als sund, og kunne så ellers holde ind mod broen. Vindstyrken skiftede helt utroligt – fra ingen vind, til meget friske pust hvor vi løb over 20 knob. Vi var rundt om Als på 4 timer og 15 minutter – med Angel på 4 timer og 4 minutter. Ny rekord rundt om Als – tillykke med det. Vi var ganske tilfredse – i den friske vind havde vi styr på båden, og Angel var ikke løbet alt for mange minutter fra os.

Endnu en gang en fin sejlads rundt om Als – mange både og god stemning.

Læs også en artiklen herom på Baadmagasinet.dk


Udskrevet fra http://starsandstripes.dk d. 18. August 2018  06:51:28